Menu
Menu

Blog

|

Kunsten at være dig

Heksefuglene er fløjet

Jeg var til audition i november. Startede i februar. Tonsede derudaf med alle på holdet, først til en frokost hvis vi hilste på alle store som små. Alle var for mig ukendte. Fra producent, til koreograf, til den mindste rumpenisse og sorte heksefugl. Instruktører og scenografer, korleder, pianist….ja, alle. Der er ikke andet for, end at lige ind i universet, være der og også være genert hvis man er det. Engang var det svært for mig, at gå ind i bus alene! Jeg var godt nok 12 år, men jeg husker følelsen. Senere blev det svært at være i grupper og sige noget…WOW.

Men snerten at det der kan trigge, genertheden eller angsten for at sige noget højt i en gruppe med mennesker jeg ikke kender,  kommer nogengange svingende, den havde jeg også ved første Ronja Røverdatterfrokost. Meeeeen så gjorde jeg det jeg har overlevet på,  at trække vejret og begynde at spørge og snakke, her med børnene hvor jeg føler mig tryg.

Og så er det gået hurtigt med at komme ud af busken. Det er sjovt, for hvis jeg skal synge en sang for 30 ukendte eller 500 mennesker, så er det slet ikke den følelse at generthed jeg har, så er bare at være “på” og gå ind i musikken. Dette intense vidunderlige Ronjaforløb har været en teaterfamilie. Sidste Forestilling i søndags. Dobbeltforestilling og begge udsolgt. Ja, det var nok toppen og bunden, for det var jo slut. Børnene, og der var mange, de reagerede jo helt i nuét med gråd og tilmed hulk. Hulk i pauserne inden scenen, og tårer og vemod mellem akterne. Da jeg gik fra afskedsmiddagen kl 23.15 var der mange unger der havde passeret mig mig tårer og hulk, hvor man ikke lige kunne stoppe dem. Og her sad vi såkaldte voksne, og hjernesnakkede.. “Åhhh græd ikke, det er ikke slut, det er en ny begyndelse” “se, vi skal være glade for det der har været” ” vi ses nok igen allesammen”

Dumme voksne;) hvorfor?

For det er jo slut! Må man ikke græde over det? Jo.

Forløbet, showet, denne unikke samling mennesker, det der har været er slut! Fysisk er alle rykket videre, og så kommer vi med vores trøst, det er jo sådan vi gør.. Kære børn, tak for at i er så umiddelbare og græder når i er kede af det. Det vil jeg også gøre. Det har været en stor glæde og fornøjelse og megagrineren. Vi mødes i æteren!image

Tilbage til Bloggen